Åbn Søgning

Blogs

Når transportudgiften er afgørende for fastholdelse i behandlingstilbuddet

Dato: 07 november 2016
Forfatter: KKUC

En af de store udfordringer i behandlingen af stof- og alkoholmisbrugere i Danmark er at fastholde brugerne i behandlingen. Nogle gange får den behandlingssøgende skylden for ikke at være motiveret nok. Andre gange spørger vi profesionelle os selv om, hvad vi kan gøre anderledes for at sikre fremmøde i vores behandlingtilbud. Og svaret skal jo nok findes et eller andet sted derimellem.

En hel anden udfordring er det dog også, at behandlingssøgende borgere skal rejse længere for at få adgang til de specialiserede tilbud på området. Dermed bliver udfordringen i forhold til fastholdelse i behandling også til et spørgsmål om økonomi for de borgere der har behov for specialiseret behandling. For selvom det er gratis at gå i behandling, så følger der en egenbetaling med på transporten til og fra behandlingen. Bor man f.eks. i Høje-Taastrup og skal til Københavns Centrum for at modtage sin behandling, så er der en månedlig udgift på små 1000 kr. forbundet hermed.

En udgift kommunerne ikke må påtage sig, idet der ikke er hjemmel i lovgivingen herfor.

Man kan så argumentere for, at den behandlingssøgende stof- eller alkoholmisbrugende borgere må vælge et behandlingstilbud tættere på sin bopæl. Men denne argumentation holder kun, i det omfang bopælskommunen selv kan levere de specialiserede tilbud, som kan imødekomme borgerens behov for behandling.

Det er dog en relativ stor udfordring for de fleste kommuner at etablere de tilbud og sikre de kompetencer, der er nødvendige for at imødekomme særligt dobbeltbelastede borgerens behandlingsmæssige behov, hvor komplekse og samtidig problemstillinger skal behandles. Og derfor har udviklingen siden kvalitetsreformen i 2006, hvor misbrugsområdet overgik fra at være et amtsligt ansvarsområdet, til at være et kommunalt anliggende, været kendetegnet ved, at kommunerne selv varetager den brede behandling, mens de private aktører i højere grad har udviklet de specialiserede tilbud.

Udfordringen ved denne udvikling er i forhold til fastholdelse, at borgere der søger stof- eller alkoholmisbrugsbehandling sjældent har den økonomi der skal til for at prioritere transportudgifterne til og fra den specialiserede behandling. Og derfor er udfordringen omkring brugernes fastholdelse i den ambulante stof- og alkoholbehandling endnu vanskeligere end den behøvedes at være.

Det er samtidig anerkendt viden, at der ses store personlige og samfundsmæssige fordele ved at fastholde stof- og alkoholmisbrugere i behandling. Og i en tid, hvor også socialpolitik først og fremmest anskues ud fra et økonomisk perspektiv, virker det paradoksalt, at vi som samfund vælger at spare på transportudgiften til og fra stof- og alkoholbehandling, når vi så samtidigt reducerer muligheden for at profitere af de mange fordele, der er forbundet med fastholdelse i behandlingen.

Lad os benytte de lejligheder fremtiden byder til politisk at få ændret disse forhold, og gøre transportudgifterne i forbindelse med stof- og alkoholbehandlingen til et kommunalt anliggende og gerne med refusionsmuligheder fra staten - for det skal også kunne betale sig at gå i behandling.

Nicolai Halberg, Centerchef KKUC